Historie

Tømrermester Tage Johansen

Tømrermester Tage Johansen Foto: Inge Jensen i 1962
Tømrermester Tage Johansen
Foto: Inge Jensen i 1962

 

Tage Johansen og hans kone Gudrun kom til Ugerløse i 1956, da de overtog tømrerforretningen efter Hans Jensen.

Tage Johansen var født i 1928 i Jystrup og kom efter konfirmationen i lære som tømrer i Ringsted. Som udlært tømrer arbejdede han nogle år som svend i Næstved og senere i Roskilde som tømrerformand.

Det var i barndomsbyen Jystrup, at han mødte sin kone Gudrun. Sammen styrede de virksomheden i Ugerløse – hun på kontoret, og han både på byggepladserne og på kontoret. Og det blev hurtigt en stor virksomhed – da det gik bedst var der 10 svende i arbejde. Gennem årene byggede Tage Johansen mange hundrede huse – både til helårs og til fritid.

 

 

 

 

 

 

 

Hovedgaden 52 hvor Tage og Gudrun Johansen startede deres tømrervirksomhed i 1956. Huset ligger tilbagetrukket fra Hovedgaden ved vendepladsen foran Friluftsbadet. Privatfoto.

Hovedgaden 52 hvor Tage og Gudrun Johansen startede deres tømrervirksomhed i 1956. Huset ligger tilbagetrukket fra Hovedgaden ved vendepladsen foran Friluftsbadet. Privatfoto.

Efter nogle år i Hovedgaden 52 flyttede Tage Johansen firmaet og hele familien – først en kort tid til Hovedgaden 54, men snart videre til det større hus på Hovedgaden 56-58, hvor han selv byggede værkstedsbygningen i 1967.

Hovedgaden 56-58. Her boede Tage og Gudrun Johansen. Privatfoto.

Hovedgaden 56-58. Her boede Tage og Gudrun Johansen. Privatfoto.

En meget flittig mand

I Ugerløse er det Tage Johansen der står bag de første andelsboliger i Tølløse kommune på Højgårdsvej 7-21 fra 1983. De var så populære, at de alle var solgt inden det første spadestik blev taget af daværende borgmester Christian Nielsen.

Udover andelsboligerne på Højgårdsvej er det også Tage Johansen, som har bygget en lang række andre huse og institutioner i Ugerløse – vi skal i flæng nævne udbygningerne af Ugerløse skole, plejehjemmet på Østrupvej, det nye kirkespir på Ugerløse kirke og flere andelsboliger på Tjørneholm – men også i både Store Merløse og i Tølløse står der mange af Tage Johansens huse.

Også aktiv i fritiden

Tage Johansen var i mange år aktiv som badmintonspiller, hvor han spillede i skolens gymnastiksal med elektriker Norstrøm, slagter Luis og Maler Poul. Desuden var Tage Johansen formand for vandværket i mange år – men når der rigtigt skulle slappes af, var det i sommerhuset og med båden i Rørvig.

Sidst i 1980’erne købte Tage og Gudrun hus på Strandmøllevej i Holbæk. Det gik Tage og satte i stand i fritiden, og de flyttede fra Ugerløse til det nye hus i 1990. Virksomheden fortsatte han dog i et par år, hvorefter de stille og roligt lukkede tømrervirksomheden.

Tage Johansen døde den 1. januar 2011. Gudrun bor stadig i Holbæk.

Tak til Gudrun Johansen, Mette, Bjarne og Lisbeth for historie og billeder. Artiklen er redigeret af Flemming Nielsen den 22. april 2014.