Historie

Vikingetid i Ugerløse

… og intet nyt fra Vikingetiden

Langt de fleste mennesker som levede i Danmark under Vikingetiden var bønder. Alligevel har man navngivet denne tid efter de meget få, som drog i Viking.

At drage i Viking betyder egentlig bare at rejse ud. Langt de fleste af dem som rejste ud, medbragte skind, korn, rav og slaver. Det brugte de til at bytte sig til sølv, glas og andre attraktive varer.

Vikingerne blev hurtigt klar over, at den form for udlandsrejser var der penge og prestige i. Men det var næsten udelukkende herremænd og deres lejesvende og trælle som drog i Viking.

Det har af naturlige årsager ikke været muligt at sejle fra Ugerløse og ud i verden. Derfor har vi heller ikke en vikingeboplads, som Trelleborg ved Slagelse.

Man regner Vikingetiden fra den 8. juni 793 om eftermiddagen. Det var den dag munkeklosteret på øen Lindisfarne i det nordøstlige England blev overfaldet og røvet af danske vikinger. Man har den præcise dato, fra skriftlige efterretninger fra de få overlevende munke.

Ugerløse Bro

Allerede i Vikingetiden var Ugerløse Bro det bedste overfartssted hen over Åmosen. Næste overfartssted i vestlig retning var helt ude ved Skelligsted – så allerede i vikingetid var Ugerløse et trafikalt knudepunkt.

Man har bare ikke fundet noget der indikerer, at der har været beboelser i eller omkring lokalområdet. Så vores bidrag til Vikingetiden har måske kun været hovedvejen fra Holbæk til Slagelse med broen og et sikkert overfartssted over Åmosen.

Ugerløse bro på vejen mod Stenmagle. I gamle dage et centralt overfartssted over Åmosen.

Ugerløse bro på vejen mod Stenmagle. I gamle dage et centralt overfartssted over Åmosen.

Vikingetiden slutter

Som noget helt ekstraordinært har man også en præcis dato for hvornår vikingetiden slutter. Samme præcise dateringer har man ikke fra andre tidsaldre som stenalder, broncealder, jernalder o.s.v.

Men vikingetiden slutter den 25. september 1066, med den norske Kong Harald Hårderådes død i slaget ved Stamford Bridge. Den dansk/norske dominans og besættelse af England slutter her, selvom det blev til nogle få vikingetogter i årene efter. York blev plyndret i både 1070 og 1075, og i 1085 planlagde den danske konge Knud 2. den Hellige en ny invasion af England. Togtet blev opgivet på grund af intern uro i Danmark, der i sidste ende førte til Knud den Helliges død i Sankt Albani kirke i Odense.

Se minidokumentar om vikingetiden fra DR-TV

Kilder: Nationalmuseet, Wikipedia og Den danske Encyklopædi

Skrevet af Flemming Nielsen den 16. juli 2016