Ugerløse skole

Erindringer om Ugerløse skole

Aftenens emne hedder Ugerløse skole, og det er jo en bred betegnelse for ikke bare bygningerne men også for eleverne, forældrene, lærerne og alt hvad der rører sig i og omkring stedet. Skolen er jo et kulturcenter som betyder meget for det samfund den ligger i. Det er da også umuligt at få alt med i det jeg kan nå at fortælle om i aften, men jeg har valgt at tage nogle udpluk fra de ca. 40 år jeg har været ved skolen, og det er utroligt meget der er sket i den tid. Der har været en fantastisk stor udvikling både i og omkring skolen, og det er så igen bevis på, at Ugerløse skole er en skole med liv i – og ikke stilstand.

Ansat i 1956

Det var med spænding og forventning jeg tog til Ugerløse. Nu skulle jeg først se om det var det rigtige job jeg valgte, da jeg for 5 år før besluttede at lære til lærer. Jeg mindes da jeg var her for første gang for at søge embedet. Det var en søndag formiddag i foråret 1956, og der var gudstjeneste i Missionshuset på grund af at kirken blev restaureret. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle stå af rutebilen – som det hed dengang – ved Præstegården, og så gå derind og vente til præsten og førstelæreren blev færdige med gudstjenesten.

I præstegården blev jeg hjerteligt modtaget af frk. Jensen, der var husbestyrerinde. Hun bød mig indenfor til præstefruen, fru Helt, og vi fik alle tre en kop formiddagskaffe, og havde det meget hyggeligt. Derefter fulgte præstens søn Per mig hen til skolen, hvor fru Mathiasen (førstelærerens frue) viste mig rundt. Jeg må sige det var en meget fin velkomst disse tre damer gav mig. Det fru Mathiasen viste mig, var en skole fra 1924 bygget i gule sten. Den var bygget i vinkel, hvor den ene fløj var førstelærerens bolig, og i den anden 2. læreren, som det hed dengang – og mellem disse to lejligheder var to skolestuer.

Det var den gamle skolegård jeg var kommet ind i. Her var også en fritliggende længe, hvor der havde været hønsehus og svinehus. Der var også to vaskehuse, et til hver lærer – og i gavlen var der lavet plads til to garager. Indgangen til skolen var i hjørnet af de to sammenbyggede længer, og her blev jeg nu vist ind.

Den nye skole var bygget sammen med den gamle skole med et helt nyt byggeri, som næsten var færdigt. Der skulle være indvielse efter sommerferien, hvor jeg så skulle begynde som lærer. Vi var for øvrigt to lærere som skulle ny-ansættes og begynde efter ferien. Den anden var Hans Petersen, som nogle sikkert husker endnu. Han skulle bo i et hus der blev købt i byen lige over for bageriet. Jeg skulle bo i en nyindrettet lejlighed på 1. sal over de gamle skolestuer, hvor der tidligere havde været bibliotek.

Før

Indtil skolen blev udbygget i 1956 var der tre lærere; Johanne Nielsen der var førsteskolelærerinde, og lærer Juul, som rejste til sommerferien, og så føromtalte førstelærer Axel Mathiasen (Rønsager). Nu skulle vi så være fem lærere. Der gik en lille historie i Ugerløse inden lærer Juul blev ansat. Man sagde, at når den lærer der var i hans embede rejste, så ville det aldrig mere blive jul i Ugerløse. Læreren der rejste hed nemlig Nissen – og det var jo klart, at det ikke kunne blive jul når Nissen rejste – men man kan nu sige, at da Nissen rejste så blev det en rigtig Juul der kom. Den lærer der aflæste Juul hed for øvrigt Henriksen, og kom fra Sild i Sydslesvig.

Den nye afdeling af skolen indeholdt tre nye klasselokaler, en gymnastiksal – man havde revet den gamle ned, som havde ligget i den nye skolegård – og som noget nyt var der bygget et skolekøkken og en sløjdsal. På første sal var der også bygget et stort lokale til bibliotek. Her skulle være både sognebibliotek og skolebibliotek.

Som indgang til den nye skole var der bygget en stor aula. Man må sige, at det var et flot byggeri som sognet da også var stolte af. Jeg skal da også nævne at sportspladsen blev anlagt så det sammen med svømmebassinet, der blev anlagt i 1933, danner et fint idrætsanlæg. (nævne mejeribestyrer Hansen).

Som sagt så var der fra sommerferien 1956 fem lærere ved Ugerløse skole og syv klasser. 1. og 2. klasse gik i forskolen, og 3., 4., 5., 6. og 7. klasse på hovedskolen. Når der ble v ringet ind til time, stillede alle klasser op på to rækker udenfor i skolegården, og så gik de ind en klasse ad gangen. Nogle år senere blev det lavet om til at børnene selv gik ind i skolen., medens gårdvagten så på, at det gik roligt til. Eleverne stillede nu op på to rækker udenfor klassen, og gik ind i klassen når læreren sagde vær-så-god. Nogle år senere blev det til, at eleverne selv gik ind i klassen til deres plads og rejste sig op når læreren kom ind i klassen – og de blev stående til læreren sagde vær-så-god at sidde ned, og så sagde eleverne De og frk. Jensen. Lærerne indbyrdes tiltalte også hinanden med De og efternavn. Efterhånden kom vi længere ind i 60’erne og disciplinen sløjede af, når man kom ind i klassen rejste eleverne sig ikke når læreren kom ind i klassen. De blev siddende på deres stol – ofte med ryggen til læreren hvis der var skæg bagerst i klassen. Jeg har også oplevet at eleverne sad med benene på bordet, og ikke tog dem ned. Hvis jeg så sagde noget om at det var upassende at sidde med benene på bordet, ja så fik jeg at vide – godt nok på en pæn måde – at sådan sad de altid derhjemme. Ja så forklarede jeg dem noget om, at de jo ikke var hjemme, men i skole, og her sad man ikke med benene på bordet, og det endte da også gerne med, at de tog benene ned – men de synes nok jeg var noget gammeldags.

Dette her har jeg ikke fortalt for at kritisere nogen, men det er det der er sket i opdragelsen af vore børn fra omkring 1950 og til i dag (2000). Det er en udvikling over hele landet.

Ja, så kom tiden hvor alle skulle sige du til hinanden, og når eleverne hilste så var det ”Daw Inge – hvordan har du det?” Nogle hilste ikke, for det havde de ikke lært. Jeg tænker også på de elever som aldrig lærte at sige ”ja tak”, og ”tak i lige måde”. Når jeg de sidste år sagde til en elev ”kan du ha’ det godt” så svarede de Ja, og så var det emne udtømt. Vi kan ikke kritisere eleverne, men de er ikke opdraget til at sige andet – f.eks. Tak i lige måde.

Specialklasserækken kommer til Ugerløse

Indtil omkring 1960 havde vi syv klasser på skolen. 1. og 2. klasse i forskolen hos frk. Nielsen. 3., 4., 5., 6. og 7. klasse var på hovedskolen. Så en dag kom amtsskolekonsulent Møller Petersen og spurgte mig, om ikke jeg mente det var en opgave for Ugerløse skole, at få en specialklasserække. Det skulle være for hele kommunen, og vi skulle have to årgange i samme klasse, og højest 8-10 elever i klassen – for at overleve. På det tidspunkt var jeg lærerrådsformand, og jeg skulle så forelægge det for lærerrådet. Vi var meget tvivlende overfor opgaven og vi vidste ikke rigtigt hvordan vi skulle stille os til opgaven.

Men vi blev lovet, at vi kunne prøve med en klasse som forsøg uden at binde os til mere, og så se hvordan det gik et år efter. Jeg kan huske at jeg foreslog lærerrådet, at vi skrev en liste med alle de positive ting vi kunne forvente at få ud af sådan en klasse, og ligeledes skrive alle forventede negative ting ned og så sammenligne dem. Det gjorde vi så. Det viste sig, at den positive liste kun fylde en tredjedel af den negative – men alligevel besluttede vi at gøre forsøget. Hvis det lykkedes for os at få dette i gang, så ville det også medføre, at vi lærere der påtog os denne undervisning skulle videreuddanne os på flere kurser. Jeg var selv med til at starte den første klasse sammen med Doris Hansen, som blev nyansat til denne klasse.

Det var meget spændende arbejde under yderst primitive forhold. Vi indrettede et klasseværelse i biblioteket, og man kunne næsten ikke købe færdigt materiale. Vi måtte selv fremstille alt hvad vi skulle bruge. Disse elever kunne ikke klare sig med blyant og papir alene, de skulle bogstaveligt have tingene skåret ud i pap. Jeg havde matematik i klassen, og jeg måtte bruge min fantasi hver gang en elev havde et problem de ikke kunne klare. For eksempel havde jeg en der ikke kunne trække fra, så fik jeg fat i nogle pinde fra savværket i Ugerløse. De mindede lidt om en rund ispind, men da de trillede på gulvet fik jeg høvlet dem flade på den ene side. Da vi så skulle ”låne” var den gal igen. Så klippede jeg en pind i 10 stykker, og lagde dem i en tændstikæske – når vi så skulle ”låne en 10-er” åbnede vi æsken og hældte dem ud, og så kunne vi igen trække fra.. dvs. tage det antal pinde ud af bunken, som skulle fjernes. Jeg havde også nogle der ikke kunne lære tallene. Så lavede jeg et ark med tal og da var båndoptagerne lige kommet frem, og vi havde anskaffet en til skolen. Da jeg ikke kunne få tid til at sidde og høre den enkelte elev i tallene, lærte jeg dem at betjene båndoptageren, og her havde jeg indtalt tallene, og når de pegede å at tal, så hørte de mig sige f.eks. 4, og så gentog de 4, og fik så til det næste tal… og det virkede, og de fik lært tallene. Senere kunne man købe alle mulige materialer og hjælpemidler, men det var interessant at være med i pionerarbejdet, selv om det gav meget arbejde.

Da det første år var gået, gjorde vi status og lavede atter lister over det positive vi havde opnået, og det negative. Nu viste det sig, at den negative var en tredjedel så lang som den positive – altså lige omvendt af hvad vi forestillede os året før. Jeg bemærkede også at kolleger imellem blev der skabt en ny holdning. Tidligere når man fik en god ide, gik man ind i sin klasse og lukkede døren forsvarligt efter sig, for ingen skulle hugge ideen. Nu kom man frit ind på lærerværelset og sagde ”Nu skal I bare høre hvad jeg har prøvet” eller se dette materiale, er det noget I kan bruge? Herefter fik vi en klasse mere hvert år til vi nu har en hel specialklasserække med 10 klasser og udviklingsklasse.

Efterhånden som der blev flere klasser, blev vi også nødt til at bygge flere klasseværelser. Da vi gik fra en klasse til to klasser, kunne vi ikke være på biblioteket, så den ene lærerbolig blev taget ind til to klasselokaler og et depot til materialer. Dernæst blev der bygget en helt ny fløj med klasseværelser (og faglokaler). Det var meget spændende at få lov at være med at indrette den. Jeg kan huske, at jeg kæmpede hårdt for at få et lille lokale i tilknytning til skolestuen. Det skulle være sådan, at når en elev kunne arbejde selvstændigt med en opgave, så kunne de gå derind og få ro til at arbejde, og der skulle være et vindue ind til klassen, så der stadig var kontakt. Det kunne jeg ikke få overbevist arkitekter og andre i byggeudvalget om. På det afgørende møde kunne jeg ikke være til stede, da jeg skulle til hovedbestyrelsesmøde i lærerforeningen, som jeg var valgt ind i på det tidspunkt. Doris Hansen skulle så deltage i byggemødet i stedet for mig, og jeg sagde til hende; ”Nu kommer du ikke fra det møde, uden du har fået det grupperum gennemført”. Da jeg næste dag mødte hende strålede hun som en sol, og sagde ”Det er bare i orden – Det skal bare ikke kaldes et grupperum, men skal hedde individualrum”. Sådan… og de har virkelig været til megen gavn. (Byggeriet begyndte i efteråret 1970 og var færdigt til ferien 1971).

Ugerløse svømmeklub

I 1958 var det 25 år siden svømmebassinnet blev indviet i 1933. Det var en stor opgave Ugerløserne havde påtaget sig. Bassinnet blev gravet ud af de unge karle, som der dengang var mange af på gårdene, og jorden blev kørt op i trillebøre. Der var nogle vognmænd som havde tilbudt at køre jorden væk, og alt foregik ved frivillig arbejdskraft. Der var mange i Ugerløse der kunne huske hvordan det hele var foregået, og derfor skulle der festes i hele byen med flag og taler osv. Alle sejl blev sat til. Dog havde man et temmelig stort problem – man havde ingen svømmere i Ugerløse! – så man kunne ikke lave en svømmeopvisning eller -konkurrence. Bassinnet blev kun brugt som legeplads for børnene. Dette problem løste man på den måde, at man indbød Ringsted svømmeklub til at komme og svømme, og det gik også fint. Formanden for Ringsted svømmeklub, Frode Foldager, holdt tale ligesom flere andre. Jeg kan endnu huske noget af det han sagde; ”Her har i et flot svømmebassin og ingen svømmere eller svømmeklub. I Ringsted har vi en svømmeklub og svømmere, men må svømme i Haraldsted sø. Her må da blandt publikum være nogen der føler, at her er et arbejde der må tages op og gøres noget ved”. Jeg så mig omkring, men der var ingen der rigtigt reagerede på det. Så sagde jeg til mig selv, at jeg kunne da forsøge at gøre noget ved det.

Jeg meldte mig på et svømmelærerkursus på Amager Helgoland, som varede hele sommerferien. Det endte med at jeg fik denne eksamen, og tog så hjem og foreslog førstelæreren, at jeg i sommerperioden byttede gymnastiktimerne ud med svømmetimer, og det fik jeg lov til, og da det blev en succes spurgte førstelæreren mig om jeg ikke kunne undervise drengene, for de var utilfredse med at de ikke lærte at svømme, og så blev der nogle timer for dem også.

Jeg fik også lov at lave nogle begynderkurser i sommerferien af sognerådet, og da det havde kørt et par år, var der opstået behov for at lave en svømmeklub. Alt hvad jeg havde praktiseret af undervisning havde jeg stået for alene, men skulle jeg lave en svømmeklub, måtte jeg have nogen til at hjælpe mig, og så tænkte jeg at Foldager faktisk var skyld i, at jeg var begyndt på dette, så han måtte hjælpe mig. Jeg fik så megen hjælp og støtte af ham, og han fortalte mig, at jeg skulle få fat på nogle agtede og kendte personer til at gå med i arbejdet. Derfor henvendte jeg mig til Ulrich Høst, der havde en gård lige udenfor Ugerløse (Sofielyst), og Henning Nielsen der havde en urmagerforretning. Det viste sig at være de helt rigtige personer jeg fik fat i. Vi dannede en bestyrelse, hvor Ulrich Høst blev formand og Henning Nielsen kasserer og sekretær, og jeg fortsatte som træner. Fru Høst og fru Nielsen blev også snart interesserede i klubbens arbejde. De søndage hvor vi var til svømmestævne, tog de med, og der var ikke flere svømmere end vi alle kunne være i vore private biler. Det havde form af en hyggelig søndagsudflugt, hvor vi havde kaffen med og nød den et sted på vejen, helst hvor der også var et ishus.

Det viste sig at blive en rigtig god og hyggelig svømmeklub, der blev startet i 1961. Da jeg gik af som formand for et par år siden, oplevede jeg den ære at blive æresmedlem af klubben. Og til næste år kan klubben fejre 40-års jubilæum (red. talen er fra 2000).

Idrætsstævner

Jeg vender stadig tilbage til pionerårene omkring 1960. Det var også dengang vi begyndte at lave fælles idrætsdage. Det var i lærerkredsen at det begyndte – kreds 12 for Stenlille og omegn. Det var dengang at hver enkelt skole var meget isoleret og ikke kom så meget i kontakt med andre skoler som i dag, men man kørte hvert sit løb. Kreds 12 bestod af Stenlille, Stenmagle, Niløse og Ugerløse skoler og Merløse skole og Holbergskolen. I denne bestyrelse var vi flere idrætslærere, og vi talte om at lave nogle fælles idrætsdage en gang om året. Det var navnlig Palle Holm Jensen der var primus-motor i dette, og vi fik nogle vældig gode stævner ud af det i mange år, hvor vi dystede i fodbold, håndbold, rundbold og atletik. Jeg ved ikke om disse stævner blev for store, der kom jo mange flere klasser ved de forskellige skoler – i al fald er de hørt op og blev afløst af skovture i Nederskoven, hvor alle kommunens børn travede en tur i skoven sammen. Det blev ikke rigtigt nogen succes for Ugerløse skole – vi syntes vi bruge for megen tid på at komme frem og tilbage med bus, så vi har nu vor egen idrætsdag, hvor vi blander alle klasser – store og små – på hold, og så bliver der lavet en masse forskellige opgaver som man skal klare bedst muligt, og man får point for hurtighed eller hvem der f.eks. kan kaste en bold længst. Det er en dag hvor alle kan deltage, og have det fornøjeligt med hinanden.

Seksualoplysning

Jeg vender tilbage til årene omkring 1960’erne. Det var en tid hvor mange nye tanker kom ind i skolen, og der skete en stor udvikling hvor nye fag eller emner blev taget ind i skolen. Det var dengang man diskuterede om man burde tage seksualundervisning ind i undervisningstimerne – og i så fald i hvilke timer det skulle høre under. Det var et meget følsomt emne, og flere lærere der forsøgte sig med det fik nogle kedelige oplevelser med kritik fra bl.a. forældreside. Jeg syntes selv at de ældste elever burde have lidt oplysning om disse ting – oplysning og ikke undervisning.

Jeg drøftede det med lærerrådet og vi blev enige om, at jeg skulle bruge et antal gymnastiktimer og eleverne fik sedler med hjem som forældrene skulle underskrive som tilladelse til at deres datter måtte deltage i disse timer. Alle sedler kom tilbage og alle pigerne i 6. og 7. klasse måtte deltage. Drengene fik ikke denne vejledning, da den lærer der havde drengegymnastik ikke var interesseret i at deltage. I dag er det anderledes.

Seksualoplysning indgår nu helt almindeligt på lige fod med andre fag og der skal ikke skrives sedler til hjemmene om tilladelse til at deltage. En dag jeg stod og snakkede med førstelærer Rønsager ude på trappen, fortalte han at han havde talt med en fader til en elev der var flyttet til en privat skole. Faderen havde fortalt, at i den nye skole de havde flyttet deres barn til, skulle de nu have seksualoplysning i timerne! Nå – svarede førstelærer – det har vi haft her i flere år.

Skolekomedier og lejrture

Det var også omkring 1960 jeg begyndte at arrangere skolerejse. Jeg fik lærerrådets samtykke til at lave en rejse for min klasse til Norge. Vi begyndte at forberede den i god tid. Det var dengang der var god pris på avispapir, så vi samlede gamle aviser i et par år, og fik derved indsamlet et ret stort beløb til hver enkelt elev, men de havde også arbejdet hårdt med at indsamle aviser og derefter bundte dem så de kunne læsses i container og sælges.

Jeg begyndte også at lave skolekomedier med 7. klasserne, og på den måde begyndte skolefesterne at tage form. Jeg var jo den unge lærer på skolen og syntes at eleverne skulle engageres og selv være med til at samle penge til deres rejse – de skulle så have et beløb af overskuddet til skolerejsen. Jeg kan huske at mine kolleger sagde, at de ikke havde noget imod at jeg lavede skolekomedie, bare de ikke skulle være med, og så måtte jeg ikke bruge noget af undervisningstiden til det – betingelsen var, at jeg lavede det hele udenfor skoletiden.

Det er noget andet i dag, hvor det indgår i undervisningen og man øver sig i to til tre måneder, og mange af lærerne hjælper med indøvning af sange, opsætning af scene og lave kulisser og sminkning. Her er også sket en stor udvikling, men det er en oplevelse at være med som pioner. Og vi tjente penge til skolerejsen og havde nogle helt vidunderlige ture til Norge.

Senere blev det lejrskolerejser som i mange år gik til Bornholm – nu varierer det mere hvor turene går hen.

Skolekøkken og sløjd

Jeg kan også huske en anden ting fra omkring 1960’erne. Det var sådan at pigerne havde skolekøkken og drengene sløjd og dermed basta. Pigerne spurgte sommetider hvorfor de ikke måtte få sløjd, og drengene kom ligeledes til mig og spurgte hvorfor de ikke måtte komme i skolekøkkenet og lave noget mad. Jeg kunne jo kun svare, at sådan var loven.

Imidlertid syntes jeg børnene havde ret i, at de burde have adgang til at få begge fag. Jeg snakkede med Kai Geertsen, som havde sløjd, om det, og spurgte ham om det kunne lade sig gøre at vi eventuelt byttede elever i nogle uger. Det var jo sådan, at samtidig med at pigerne havde skolekøkken, så havde drengene sløjd, så klassen var bare delt på dette tidspunkt, så det ville ikke give forstyrrelser i skemaet, da vi som sagt bare byttede elever, og det var ikke noget vi søgte om i amt eller ministerium – vi byttede bare. Så var det lige hvor længe vi skulle bytte. Vi blev enige om, at det i alt fald skulle vare så længe, at pigerne kunne lave en ting færdig i sløjd. Det blev så til seks gange – altså seks uger i alt. Det faldt ud til alles tilfredshed, og i mange år byttede vi drenge og piger. Jeg tror vi fortsatte indtil det blev udstedt ved lov fra højere magters side – måske havde de hørt om vores lille forsøg… hvem ved.

Drengene var henrykte når de fik lov at lave pandekager og bøf of andre små retter. Og aldrig var panderne finere og blankere skurede, end når drengene havde gjort dem rene.

Differentieret undervisning

Som årene gik skete der en rivende udvikling indenfor skolevæsenet. Jeg tror ikke at alt var til gode for skolen. F.eks. blev det god rating at alle børn skulle lære lige meget i folkeskolen. Det var en svær opgave – ja den var faktisk uløselig. Jeg kan bare give et billede, at hvert barns hjerne sammenlignes med en spand. Ja – så ved vi at en lille spand bliver fyldt før en stor. Og enten løber den lille spand over eller også kommer der for lidt i den store. Så enkelt er det – men man påstod at de dygtige elever sagtens kunne indhente det forsømte når de kom på gymnasiet og andre højere skoler.

Jeg har aldrig kunnet forene mig med, at de dygtige elever ikke skulle havde deres behov udfyldt fuldt ud, og de lidt svagere kunne nå længere i et langsommere tempo. Ja det er min kongstanke, og den fik jeg lov til at arbejde med ved at vi fik specialskolen. Jeg synes vi i denne afdeling af Ugerløse skole opnåede meget fine resultater – ikke mindst på det menneskelige område. Det viste sig også snart at vi fik flere og flere elever, som igen medførte at vi fik flere specialklasser og flere lærere.

Skolens lokaler

I årenes løb blev der også ændret på placeringen af både faglokaler og klasselokaler. I forskolen havde vi i flere år en specialklasse hjemme i frk. Nielsen lejlighed, og klasseværelset blev til børnehaveklasse og til 1. og 2. klasse blev der bygget en ny fløj parallelt med specialklassefløjen. Senere flyttede man formning over i forskolen, og børnehaveklassen kom så over i formningslokalet således at børnehaveklassen og 1. og 2. klasse kunne danne en helhed.

Biblioteket blev også inddraget til klasselokale, så derfor måtte vi igen hen og bygge en ny fløj til bibliotek og samtidig blev der bygget kontorer til inspektør, viceinspektør og sekretær, samt et helt nyt indgangsparti til såvel bibliotek, kontorer og til skolen.

Skolen har også overtaget Laurits Hansen hus og indrettet det til undervisningslokaler, samt en barak eller skur der ligger på idrætspladsen. Så I kan forstå, at flere lokaler er spredt over et stort område.

Lærerstaben

Lærerstaben nåede på sit højeste op på 34 lærere. Da havde vi også fået 8. og 9. klasse til normalskolen. Jeg synes godt jeg her kan tillade mig at sige, at det er en meget dygtig og velkvalificeret lærerstab Ugerløse skole har haft gennem årene. Som eksempel jeg give at da vi udvidede skolen til også at omfatte 8. og 9. klasse, så behøvede vi ikke at ansætte en eneste lærer mere. Vi kunne påtage os undervisning i fransk og de udvidede fag som fysik, og flere som der skulle aflægges prøve i efter 9. klasse – og jeg kan også fortælle at gennemsnitskaraktererne lå på meget højt niveau. Det kan jeg tillade mig at sige, da jeg ikke selv underviste i den afdeling.

Morsomme oplevelser

Og så vil jeg afslutte med at fortælle et par morsomme oplevelser jeg har haft med børnene.

Da jeg ankom som ny lærer skulle eleverne jo prøve mig, om jeg kunne bruges. Jeg havde hele katederet fyldt med vintergæks-breve og da jeg hverken deres navne eller håndskrift var det en håbløs situation for mig, men jeg måtte gøre nogle forgæves forsøg på at gætte. Medens jeg prøvede på det lagde jeg mærke ikke mærke til, at et par drenge et reb i lærerstolens ben for eleverne stod jo rundt om katederet og dækkede for dem. Pludselig gled stolen med mig hen over forhøjningen foran tavlen, og drengene hev mig flere meter der henad – og da de ikke kunne hive mig længere, så var der spænding i luften – for hvad nu? Hvordan ville den nye frøken tage sådan en tur? Jeg tror både elever og jeg var overraskede over det skete, og kiggede lidt på hinanden og så brast vi i latter, og fra det øjeblik var jeg godtaget, og jeg havde aldrig nogen problemer med dem.

En anden gang hvor Gerda og jeg kom og skulle ud af døren i aulaen, så løb en stor dreng hen og åbnede døren for os og stod ret. Da sagde Gerda ”Jeg troede ikke at eleverne var så høflige nu om dage”. Jo sagde drengen, hvis vi ikke opfører os ordentligt så lægger frk. Jensen os ned og sætter sig på os – og det ønskede han åbenbart ikke. Jeg bør nok forklare lidt om hvad der var foregået for mere end et år siden. En dag sagde jeg til eleverne, at nu skulle de være ordentlige ellers ville jeg ikke sige hvad der ville ske. Det var noget af en tom trussel, men eleverne ville vide hvad der ville ske hvis de fortsatte – så måtte jeg jo finde på noget i en fart – og så var det jeg sagde at jeg ville lægge uromagerne ned og sætte mig på dem – og så blev der pludselig ro i klassen. Men jeg havde bestemt ikke ventet at få den igen så længe efter.

Men nu må jeg hellere holde inde, så vi kan få noget kaffe.

---

Foredraget blev vist nok holdt på skolen i år 2000, Renskrevet den 29.12.2013 af Flemming Nielsen efter håndskrevet manuskript af Inge Jensen. Originalmanuskript er overladt til Stadsarkivet i Holbæk v. Peter Blumensaadt.