Jeg har fået en bog, som beskriver et liv som barn i Ugerløse i årene fra 1924.
I Hovedgaden 14 var for nyligt (2016) indflyttet nye beboere. De havde nysgerrigt søgt oplysninger om den by, som de nu var blevet beboere i. Her var de blandt andet stødt på alle de gamle postkort-billeder som ligger på ugerløse.dk/historie – og de skrev til mig, om jeg ikke også havde et billede af deres hus, som det så ud i gamle dage. Der måtte jeg desværre skuffe dem, da deres hus ligger trukket ind bag husrækken, som danner selve Hovedgaden. Huset ligger et stykke bag det gamle Nordstrøms El-forretning – så det kan ikke ses på de gamle billeder af Hovedgaden.
En dag havde de fået besøg af en række mennesker som nysgerrigt gik rundt og kiggede. Beboerne havde spurgt hvad der var på færde, og kom i snak med de søgende mennesker i forhaven. Det viste sig at være børn, svigerbørn og børnebørn af Lars-Aage Nielsen som var født i huset i 1924. De ville bare se hvor deres far, svigerfar og bedstefar kom fra – og grunden til det var, at Lars-Aage Nielsen har skrevet en erindringsbog, hvor han fortæller om sit liv med en opvækst i Ugerløse.
Som tak for at få mulighed for at se huset og haven, gav de besøgende nogle eksemplarer af bogen til de nye beboere – og den ene af de bøger har jeg fået. Tak for den.
Lars-Aage Nielsen blev født den 21. september 1924 som søn af Vejmand Kristen Andreas Nielsen og hans kone Johanne Oline (f. Olsen). De boede i huset Hovedgaden 14, og her havde Lars-Aage Nielsen to storesøskende – Doris Marie og Poul Frederik.
I bogen fortæller Lars-Aage Nielsen mange små anekdoter, nedskrevet som de er opstået i hukommelsen, og alligevel nogenlunde i en form for tidsorden. Jeg vil herefter overlade ordet til Lars-Aage Nielsen og bringe en del udvalgt afskrift fra hans bog.
Ugerløse – her har jeg rod
”Står man en sommersøndag på vort sogns højeste bakketop i nord, og skuer ud over egnen i syd langt hinsides Aamosedalen, over de frodige marker og grønne enge, over kirkebyen med de røde tage og over yppige haver og hegn, da kan det ikke andet end give beskueren indtrykket af en fredfyldt plet.
Her inde i Sjællands midte ligger det lille stykke Danmark, hvor vi havde vor barndom, hvor minder stiger fra hvert et hegn og mosehul, fra hver en bæk og grøftekant. Her blev vore drømme til, her så vor higen og stræben lyset – Barndommens land”.
Sådan skriver Kristen Boers i sin bog ”Af Ugerløse sogn historie”. Efterfølgende er det nu mine egne indtryk af byen, af dens beboere, og af deres levevis, som jeg vil beskæftige mig med.
Byen var mit faste opholdssted, fra jeg blev født i 1924 og atten år frem. I hele sognet boede der vel omkring 1200 personer, heraf godt 400 i selve byen.
Som byen er vist på de gamle postkort, så den ud endnu i min barndom med vejbelægning uden nogen afgrænsning, med korte rækker af gamle vejtræer hist og her og en muddergrøft, især ud for Hans Hansens hus, hvor jeg en gang faldt i. Husene forekom mig ikke specielt i ringe stand med undtagelse af skrædderens stråtækte rønne neden for bageriet. To bygninger vakte nok især respekt på grund af deres størrelse; kirken og præstegården. Efterhånden blev andre parametre dog bestemmende for respekten!
Jeg vil lade tankerne gå lidt rundt i byen og hilse på nogle af dem, jeg husker bedst. Der var to smede, den navnkundige Smed Jens over for kirken, hvis lille smedje var et mørkt hul med ild og røg og en underlig musik fra hammerens slag på ambolten. Han var lidt utilgængelig, så der kom vi ikke så tit. Bedst husker jeg smeden midt i byen, og mest for den dramatik der til tider udspillede sig der. Det var, når der skulle skoes en uregerlig hest. Den fik reb spændt om benene og en ildtang klemt i næseborene, formentlig for at aflede dens opmærksomhed fra det der ellers foregik. Alligevel måtte smeden af og til springe for livet. En sådan dag var der opløb foran smedjen.
Der var også i hvert tilfælde to slagtere, men det er slagter Ravn, der jo boede tættest ved os, jeg husker bedst. Hans salg til naboerne afhang i høj grad af, hvordan det dyr så ud, som blev trukket til slagter. Var det et gammelt øg, ventede man med at købe kød et par dage! Hvis der skulle slagtes sidst på eftermiddagen, blev en af os drenge hentet ind for at holde en lygte, mens slagtersvenden skar huden af og i øvrigt parterede dyret. ”Du skal være rigtig nysgerrig, så holder du lygten bedst” sagde han. Når jeg en enkelt gang blev sendt derhen for at købe pålæg, var det en fryd at få lov at smage på pålægsresterne, der lå på pålægsskæremaskinen.
Skomager Larsen boede også tæt på. Han var gift med ”madam Larsen”, en svensker og et ordentligt brød med klumpfod. Når hun skulle rundt i byen, blev hun kørt i en slags kørestol, som gik under navnet ”Skomagerens BaBu”. Hun gjorde vrøvl, når folk havde pudset skoene, før de blev indleveret til reparation, for så smittede de af på skomagerens forklæde, og hun blev nødt til at vaske en ekstra gang. Det var et imponerende syn, når han skulle forsåle sko, for så tog han sømposen og puttede en hel håndfuld i munden. Et efter et kom de til syne mellem læberne, når han skulle bruge dem. Han havde en Shell-benzintank, hvor han med håndpumpe pumpede 5 liter ad gangen op i et glas, hvorefter det tømtes ud i slangen.
I en lille lejlighed oven på, boede skomagerens søster. Hun var en led kælling, for hun sladrede til far, når Niels og jeg ikke var flittige nok med at hugge kvas eller flække brænde.
Ved siden af boede sadelmageren, men ham fik jeg aldrig et forhold til, undtagen om sommeren når der var flere pærer på deres pæretræ, end de selv kunne spise.
Ved siden af igen boede barberen. Barbersalonen gjorde et indtryk på mig med dens spejle og hvide skuffer og skabe. Det så fornemt ud, og da barberen engang spurgte mig, om ikke jeg ville tjene nogle penge ved nogle aftener om ugen at sæbe kunder ind til barbering, blev jeg meget beæret. Men far sagde nej. Det der blev talt om på en barbersalon, var ikke for mine ører!
I byen var der også to skræddere. Den før omtalte i den faldefærdige rønne, som dog ret hurtigt blev fjernet og erstattet af et ganske flot nyt hus med herreekvipering, som blev overtaget af sønnen, skrædder-Johannes.
Den anden skrædder blev kaldt Skrædder-halvandenben, fordi han også havde klumpfod. Med ham byttede vi en tid avis, og når jeg kom med vores, sad han på sit skrædderbord i skrædderstilling og syede. Han var helt humorforladt, og derfor genstand for mange drillerier. Nytårsaften blev en tjære-trailer for eksempel hentet ude i en vejgrøft og sat op ad hans hovedtrappe. I huset var der håndkøbsudsalg, hvor vi hentede vores medicin. Især husker jeg, at vi fik ”hoved-pinepulver”, der skulle røres ud i et glas vand.
Byens bager var af tysk afstamning og hed Floto. Ham så vi ikke meget til, han arbejdede jo også om natten og blandede sig ikke i noget. Det var egentlig ikke meget, at jeg kom i den butik. Bagerbrød var luksus for os, højst købte vi tvebakker der, mens rugbrødet efter mors mening skulle være fra Stenmagle mølle.
En brødkusk kom en gang om ugen i sin brødbil og solgte blandt andet 16 pundsbrød. Ham havde jeg et godt forhold til, for han tog mig med rundt i sognet, så jeg lærte hvilke gårdsmandskoner der var flinke og gav kaffe, eller for mig ukendt frugt.
Der boede også en anden brødkusk i byen, i ”Sognefogedens ende”. Hvor han kørte brød fra, ved jeg ikke. Han kørte med hestevogn, og var tit halvfuld. Når den var særligt høj, råbte han til os børn; ”Vil I have kager børn, eller vil I op og gynge”. Det betød om vi ville køre med. Vi foretrak som regel en basse.
Mælk fik vi fra byens eget mejeri. En mælkemand kørte hver dag rundt med en skikkelig hest, der selv kendte turen, og hvor den skulle stoppe. Der stod nogle mælkejunger med skummetmælk, fløde, sødmælk osv. som vi hældte op i vore egne kander eller lignende. Der var også et mælkeudsalg, som kun havde åbent et par timer om eftermiddagen. Det hentede vi sommetider mælk, også i egen emballage. Det blev bestyret af to søstre, kaldet klokkerdøtrene, fordi deres far havde været klokker ved kirken.
Mejeriet var vistnok et anerkendt mejeri, men for mig stod det som det mystiske hus med blanke maskiner og rør og masser af vand, der flød rundt på gulvet. Og så havde man et isrum, hvad der for mig var aldeles uforklarligt. Bestyreren var meget anset, for han var meget aktiv i idrætsarbejdet og initiativtager til byens friluftssvømmebassin, som dengang var noget helt uhørt.
Midt i byen lå telefoncentralen i et hus, der var så dårligt funderet, at det hældede bagover. Lige inden for døren var der et rum, hvorfra man kunne telefonere, hvis man ikke selv havde telefon. På grund af husets skævhed var døren næsten umulig at få lukket. Jeg kom der ikke gerne, for jeg havde stor respekt for en telefon, men sommetider blev jeg sendt hen for at ringe til tante Anna i Ubberup. Jeg gjorde mig hurtigt færdig!
Henne ved Tølløsevejen på vejen til Ringsted lå røgmandens hus. Han var maler, men havde også indrettet et røgeri. Når vi midt i december havde slagtet grisen, og den var behørigt gjort klar, blev dele af den læsset op på min kælk, som jeg så trak derhen. Det var spændende at komme i røgrummet og se alt det kød hænge der, og der var en helt særlig lugt, som godt kunne svide lidt i øjnene, hvis man blev der for længe.
På vej til skole kom vi forbi bødkeren. Han havde et ganske lille værksted, der var fyldt til bristepunktet med materialer til at lave dritler til smør af, som han leverede til mejeriet.
Over for telefoncentralen boede Viggo Nielsen. Han var vognmand og kørelærer, og han havde hele to skolevogne, hvad der må siges at være ret usædvanligt i sådan en lille by.
Ved siden af Bøjers (Hovedgaden 16 red.) boede Hans Hansen og Sofie, en af byens mange rentiers. Jeg kom der i længere tid daglig for at bytte avis. Han var lidt af en gnavpotte. Når Jens Nielsen fra Hjortgård kom kørende gennem byen i fjedervogn i skarpt trav, hvad han rigtigt nok yndede, mumlede Hans Hansen; ”Sådan en tosse”. Sofie døde tidligt, og han fik en bestyrerinde, hvad der var almindeligt dengang. Hun var ikke særligt populær, hvad er afstedkom mange drillerier. Således blev deres lokumsspand hejst op i deres flagstang en nytårsaften, hvad hun forståeligt blev fnysende vred over. Inde i deres udhus havde de en rulle, som jeg havde drejet rundt utallige gange for mor, når hun havde vasket.
Oppe midt i byen lå en filial af Bondestandens Sparekasse. Det var en stue, hvor der nogle timer nogle dage om ugen sad to agtværdige tidligere landmænd og betjente kunderne. Man afleverede sparekassebogen til den første, som skrev i en stor bog og leverede den over til den anden, som også skrev i en stor bog, og derpå modtog eller afleverede pengene. Det var et sted, der aftvang respekt hos mig.
Byens politimyndighed var sognefogeden, som boede i en stor gård (Hovedgaden 43 red.) ved siden af gadekæret. Det var ikke mit indtryk, at han havde meget at bestille. Han førte dog lægdsrullen, så når man skulle tænke på at være soldat, skulle man henvende sig hos ham.
Over for sognefogedgården lå Brugsforeningen. Den havde far aktie i, så der handlede vi. Hvad vi købte blev noteret i en kontrabog, og en gang om måneden afregnede vi. Mel, sukker, gryn o.s.v. lå i skuffer og blev afvejet efterhånden som det blev solgt. Mig forekom det, at her kunne man købe alverdens ting, for eksempel købte man brændsel, grus, cement o.s.v. Især til jul var der en overflod af lækkerier. Bønderne som kom ind for at handle, havde den store pibe med, for der stod en tobaksdåse til fri afbenyttelse.
I den ene ende af Brugsen var der kro. Det var en afholdskro, naturligt nok i et Indre Missionsk sogn. Der kom vi naturligvis slet ikke, men jeg har nogle gange sneget mig indenfor for at se, hvordan der så ud. Der lugtede af tobaksrøg, og der var voksdug på bordene. I den stor krosal blev der med mellemrum vist film, hvad der også var forbuden frugt for os. Til kroen hørte der en keglebane, som var en torn i øjet på missionsfolkene.
Syd herfor lå det vi kaldte villakvarteret. Det var forholdsvis nye huse, hvori boede en del af disse rentiers. Det var vel især forhenværende bønder eller deres efterladte, der boede i disse huse, men jeg har vist aldrig været inde i dem.
Ligesom der var huse man aldrig eller sjældent kom ind i, var der også personer man ikke sådan omgikkedes. Det var lægen, dyrlægen, maskinfabrikanten og lignende. De var jo studerede folk eller så velhavende, at det ikke passede sig for os at omgås dem. Præsten var godt nok også en studeret mand, men i kraft af fars arbejde i søndagsskolen og flittige deltagelse i menighedslivet, havde vi jævnlig, om end underdanig, kontakt med ham og hans familie.